FAQ: Hvilket drivmiddel er bedst?

drivmidler-fremtid

Brændstof som drivmiddel har i mere end et århundrede været kilden til fremdrift i biler, men gennem tiden har brændstof bestemt også været kilden til et hav af spørgsmål.

Lige siden Karl Benz opfandt den første benzindrevne bil i 1885, har bilbranchen været drevet af spørgsmålet: “Hvordan kan vi gøre dette drivmiddel bedre?”. Spørgsmålet har så at sige fået hjulene til at dreje rundt i udviklingen. I 1887 blev den første dieselmotor født sammen med et nyt ikonisk spørgsmål: “Skal man vælge benzin eller diesel?”. Spørgsmålet har i årevis været tungen på vægtskålen i forhold til valg af bilen. Spørgsmålet er dog efterhånden forældet, da flere drivmidler har meldt sin ankomst i takt med den grønne omstilling. “Bedst” er ikke længere bare et spørgsmål om distance, pris og ydeevne. “Bedst” er også blevet et spørgsmål om miljøet. Og hvor stiller det os så i dag?

  • Hvilke typer drivmiddel findes på markedet?
  • Hvad er mest populært?
  • Hvilke fordele og ulemper indeholder de enkelte drivmidler?

Det vil vi præsentere i denne artikel, hvor vi giver et overblik over de forskellige drivmidler.

5 drivmidler

Det var benzinmotoren, som startede hele showet i 1885, og det er stadig benzinbilerne, som dominerer markedet. Nedenfor kan du se en graf over de mest købte biler fordelt på drivmidler.

Tilgangen af personbiler fordelt på drivmiddel – i Danmark

graf over drivmidler

(Kilde: statistikbanken.dk/bil51)

El og hybrid vinder indpas, benzin holder status quo som mastodonten og efterspørgslen på diesel peger nedad i statistikken. Vi vil i denne artikel gennemgå fordele og ulemper inden for følgende drivmidler:

  • Benzin
  • Diesel
  • Hybrid
  • Elbiler
  • Brint (Brændselsceller)

Benzin

Benzin er stadig det foretrukne drivmiddel, når danskerne skal købe ny bil. Og hvordan kan det så være? Det korte svar er, at benzinbilerne stadig tilbyder flest muligheder og størst fleksibilitet til en fornuftig købspris.

En benzinbil er især attraktiv, hvis du hovedsageligt kører småture på 0-30 km om dagen. I dag er benzinbiler også bedre med i forhold til de lange strækninger, selvom det er dieselbilernes hjemmebane. El- og hybridbiler er også rustet til de små distancer og dækker lidt af de samme behov som benzinbilen. Forskning viser dog, at de miljørigtige alternativer til bybilen fravælges på grund af prisen.

Vi kan heller ikke komme udenom, at vaner og traditioner også spiller ind på benzinbilernes fortsatte monopol på markedet.

Hvornår skal du købe benzinbil?
  • Du skal primært bruge bilen til bykørsel
  • Du kører 0-30 km hver dag
  • Du ønsker den bedste købspris på nye biler
  • Du vil have den bedste allrounder
  • Du skal have bil nr. 2

Skal vi nævne nogle af ulemperne ved benzinbiler, vil flere fremhæve, at benzinbiler er det dyreste drivmiddel på literen. I dag er benzinbilerne dog udviklet til at kunne køre noget kun længere, end hvad der ellers var tilfældet før i tiden.

Benzin og dieselbiler udleder CO2, som selvsagt også er en ulempe, hvis du køber bil med et grønt hjerte.

drivmidler-benzin-eksempel

Diesel

Diesel rummer mere energi per liter end benzin og er bedre til at udnytte energien, hvilket er den helt store forskel på de to brændstoftyper. Af samme grund kører dieselbiler også længere på literen, hvilket har været den store forbruger-gevinst, som har berettiget dieselbilernes eksistens. Endvidere har dieselpriserne også historisk været lavere end benzinpriserne, og det passer også forbrugerne ret godt. Til gengæld er dieselbilerne dyrere i afgifter, og købsprisen er ofte lidt højere.

Hvor langt skal du køre dagligt?

Hvis du kører 30 km+ hver dag, så er det en god idé at overveje diesel frem for benzin, da du kører længere på literen. Kører du under 30 km., skal du ikke vælge en dieselbil. Dieselbiler tilsodes, hvis dieselmotoren ikke opnår den rette temperatur. Temperaturen opnås ved at køre længere ture, og motoren tilsodes, hvis du kører korte ture. Kører du udelukkende korte ture i en dieselbil, vil du opleve, at bilen bliver sløv i optrækket, og den vil formentlig også køre kortere på literen. Af samme grund er det meget relevant at spørge dig selv om, hvilket kørselsbehov du har – inden du investerer i en dieselbil.

Hvornår skal du købe dieselbil?
  • Du skal minimum køre 30 km hver dag.
  • Du kører dagligt på motorvej.

Et minus ved dieselbiler er naturligvis, at diesel er det drivmiddel, som udleder mest CO2. Så vil du have en grøn bil, skal du nok kigge efter noget andet.

Hybridbiler

Hybridbiler blev skabt ud fra drømmen om elbiler. Vi skal faktisk helt tilbage til 90’erne for at finde de moderne hybridbilers ophav. I Californien lancerede man en handlingsplan og kvote for indførelsen af elbiler. For at gøre en lang historie kort var tiden alligevel ikke moden nok til elbilernes indtog, og i starten af 00’erne slækkede man derfor på kravene til “elbilerne”. Handlingsplanen for “Zero Emission Vehicles (ZEV)” blev omdannet til “Low Emission Vehiches”. De lempede krav fik gang i udviklingen, da den dominerende olieindustri pludselig kunne komme på banen. Fossile brændstoffer skulle ikke længere udelukkes, men blot minimeres.

Hybridteknologien

En hybridbil er i klassisk forstand konstrueret som en almindelig benzin- og dieselbil med en forbrændingsmotor. Men derudover har hybridbilerne også en mindre elmotor drevet af strøm fra et batteri. Elmotoren kan drive bilen i bytrafikken, mens den fossile forbrændingsmotor så kan tage over igen, når der køres på landevej eller motorvej.

Hybridbilen var trods de slækkede forventninger et stort spring fremad i den elektroniske udvikling af bilindustrien, da hybridbilerne i højere grad trækker CO2-udledningen væk fra byerne.

I nyere tid

Hybridbiler har haft en eksplosiv stigning, og efterspørgslen var allerstørst for bare få år siden. Populariteten steg i takt med det større fokus på grøn omstilling. Derudover har hybridbilerne naturligvis også været populære på grund af det mindre brændstofforbrug og den mindre miljøafgift. Den seneste tid er hybridbilerne gået et stort nøk tilbage i efterspørgslen. Det skyldes blandt andet to ting:

1) Registreringsafgiften på hybridbiler er steget

Det skyldes den store omlægning af registreringsafgiften i 2020, som blev vedtaget for at få flere grønne biler på vejene. Så kan det lyde mærkeligt med en stigning på afgiften, men det skyldes, at man havde satset på, at teknologien ville udligne afgiften i 2022. Dog har den store efterspørgsel og et par vitale verdenskriser gjort, at teknologien ikke er blevet billigere som forventet.

2) Elbiler tager mere over

De seneste år er efterspørgslen på elbiler steget markant. Mest af alt fordi infrastrukturen i Danmark og i resten af verden er blevet bedre rustet til elbiler. Derudover er elbilerne bare blevet bedre og bedre på næsten alle parametre.

Når det er sagt, er hybridbilerne stadig populære, og eksempelvis Suzuki har præsenteret alle deres biler med hybrid som standard.

Hvornår skal du købe hybridbil?
  • Når du vil være miljøbevidst og udlede mindre CO2
  • Når du skal bruge bilen til bykørsel
  • Når du altid vil have en back-up i enten strøm eller brændstof

hybrid-drivmiddel

Elbiler

Elbiler er kommet for at blive. Som det ses i ovenstående grafik, er efterspørgslen steget ekstremt de seneste år, og elbilmarkedet ser kun ud til at stige endnu mere i fremtiden.

I sagens natur er elbilernes drivmiddel strøm. Elbiler består 100 % af et batteri, som driver bilen. Fordelene med elbiler er mange, men den største fordel af alle er naturligvis, at elbilerne ikke udleder CO2 under kørsel. Derfor er elbilernes popularitet også steget i takt med den grønne omstilling. Flere får efterhånden installeret en ladestander derhjemme, og derudover dukker der også flere ladestandere op i Danmark såvel som i verden. Af samme grund er det blevet lettere at køre på el, hvilket også gør det mere attraktivt.

Konkurrence er sjældent en dårlig ting, når det kommer til udvikling, og vi må nok erkende, at lanceringen af Tesla i 2007 var noget af det, der satte skub i udviklingen af rendyrkede elbiler. Elbiler blev hurtigt mere populære, og bilfabrikanterne fik travlt med at følge den eksplosive trend. Grafen i artiklens start bevidner også om, at elbilerne har taget en stor bid af kagen i bilbranchen og kun æder sig mere og mere ind på de klassiske drivmidler.

Ladeløsninger

Der findes flere forskellige ladeløsninger til elbiler. Du kan lade både hjemme fra ladeboks, og du kan lade offentligt fra diverse ladestandere. Der er forskel på ladestikkene, som i dag både fås med enfaset- og trefaset vekselstrøm. Elbilviden.dk giver et godt overblik over dine lademuligheder.

Hos N.O. Jensen har vi altid fulgt kundernes efterspørgsel, og vi er selvfølgelig også med på den grønne bølge. Eksempelvis præsenterede vi i 2021 et rendyrket elbilmærke i huset, Aiways. Og generelt kan vi i dag tilbyde mange grønne alternativer.

Hvornår skal du købe en elbil?
  • Når du vil være miljøbevidst og ikke ønsker at udlede CO2 under kørsel
  • Når du vil køre på strøm, som historisk set er et billigere drivmiddel
  • Når du ønsker mindre støj
  • Når du vil have en højere gensalgsværdi

Er der så ingen ulemper ved elbiler, tænker du formentlig. Jo, der er fordele og ulemper ved alt, men elbilernes ulemper bliver hele tiden færre. En ulempe er dog stadig, at elbiler er dyrere at erhverve end nogen af de andre drivmidler. Desuden tager det også tid at lade en elbil, hvorimod du på fossile brændstoffer kan tanke bilen hurtigt. En anden ulempe er, at hele verden stadig ikke er 100% omstillet til elbiler. Eksempelvis kan vi ikke love, at du på bøhlandet i Rumænien kan finde en nærliggende ladestander. Udviklingen ser dog ikke ud til at blive bremset foreløbigt, og derfor bliver de to ulemper formentlig reduceret inden for en overskuelig fremtid.

elbil-drivmiddel

Brintbiler (Brændcellebiler)

Brintbiler er endnu et grønt alternativ. Udviklingen er i fuld gang, og det er ikke kun batteriet, der skal gøre bilbranchen grøn i fremtiden. I dag kan du eksempelvis også få en brintbil. Ligesom elbilen er drivkraften elektricitet. Forskellen ligger i, at brintbilerne selv producerer el i en brændselscelle, hvorfor brintbilen ikke er begrænset af elbilernes ladetider. Brint er et brændstof, og ligesom med benzin- og diesel skal bilen derfor også tankes. Det vil sige, at du får en mere miljøvenlig bil, der samtidig ikke skal bruge ladetid. Hos N.O. Jensen tilbyder vi Hyundais prisvindende NEXO, der modtog innovationsprisen i 2020 for de store skridt mod at gøre at brændselscellebiler tilgængelige på markedet.

Hvornår skal du købe en brintbil?
  • Når du vil være miljøbevidst og ikke udlede CO2.
  • Når du vil være “unplugged”
  • Når du har råd!

Ulemperne er selvfølgelig, at teknologien stadig er relativ ny. En brintbil er dyr sammenlignet med de andre drivmidler, og derfor er det heller ikke et allemandseje. Brint-tankstationerne findes rundt omkring i Danmark, men også her vil der være en begrænsning. Derfor skal du naturligvis undersøge, om du kan tanke brint nær dig, inden du investerer i en brintbil. Desto længere teknologien rykker sig, desto billigere og mere tilgængelig bliver brintbilen også. Én ting er sikkert, brint er et drivmiddel, der potentielt kan revolutionere hele bilbranchen.

Gasformigt brændstof

For at fuldende listen skal vi huske at tilføje, at der findes flere drivmidler, såsom gas, og at der findes mange muligheder inden for de enkelte drivmidler.

Drivmiddel – Hvad skal du vælge?

Vi slutter med samme spørgsmål, som det hele startede med. Hvad skal drive din næste bil? Svaret er nemt: Det afhænger 100% af dit behov og din overbevisning. Der er fordele og ulemper ved det hele.

  • Vil du have meget for pengene, kan du vælge benzin
  • Vil du køre langt på literen, kan du vælge diesel
  • Vil du udlede mindre CO2 i din bykørsel, kan du vælge hybrid
  • Vil du udlede mindre CO2 i under al kørsel, kan du vælge ren el
  • Vil du udlede mindre CO2 uden ladetider, kan du vælge brint

Rådfør dig med din salgskonsulent

Hvis du besøger N.O. Jensen på Hattemagervej 16, kan du få professionel rådgivning fra en af vores salgskonsulenter. Vi lytter til dine behov, dit budget og dine drømme, hvorefter vi matcher dig med den rigtige biltype og det rigtige drivmiddel. Du er også altid velkommen til at ringe, hvis du ligger inde med et spørgsmål til denne artikel: 96316666

N.O. Jensen – Vi vil det bedste for dig og din bil

Scroll to Top

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig og modtag tilbud og nyheder direkte i din indbakke!